Oversete

Oversete skiver der fortjener langt større opmærksomhed end de fik i sin tid …

Dean-Brown-HereDean Brown “Here” 2001
Som tidligere nævnt, var jeg til koncert i november 2012 med Cris Minh Doky & The Nomads. Og guitaristen Dean Brown var en af ‘nomaderne’. Jeg var ikke udelt begejstret for hans bidrag, kun glimtvis, men bandet spillede en del af hans numre den aften, og de var sgu’ rigtig fede og funky! Den nu 57 årige Brown har medvirket på ikke mindre end 120 cd’er, heraf 4 i eget navn, så det ku’ sgu’ ikke passe, at han ikke imponerede mere? – Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville grave lidt dybere i Dean Browns diskografi, og har valgt “Here” fra 2001.
– Og “Here” er i sandhed en fed funky og til tider rocket fusionskive. Dean Brown demonstrerer stor kreativitet i både guitarspil og i komposition. Hans store inspirationskilde Jimi Hendrix fylder heldigvis ikke for meget på dette album. Marcus Miller, på bass, bidrager til gengæld med stor musikalitet, mesterlig slapbass og nogle virkelig smukke bassoli – hør bare “Gemini”. Derudover bør også nævnes Randy Brecker på trompet og Davis Sanborn på sin umiskendelige altsax, men “Here” er først og fremmest Dean Browns skive. Åbningsnummeret “Take this”, “Back in the days”, “Big Foot” m.fl, funker fedt derudad, og en sublim version af Lennon McCartney-nummeret “Baby you’re a rich man” finder man også. Det er afveksling og overraskende breaks der er det indtryk der falder mig først ind at nævne.
Dean-Brown---unfinDean Brown er sgu’ en mesterlig guitarist og det er garanteret ikke den sidste skive jeg anbefaler, fra hans hånd. Hvis man er pjattet med wah wah er netop Brown en sand ekvibrilist, og han fortæller også at hans gamle Dunlop “Cry Baby”, har fået skiftet indmad adskillige gange. Nu vi er ved grej bruger han på denne cd bl.a. en Roland 505 Synth med guitar controller, en Parker “Fly” (en uhyggelig grim guitar) og en Guild X-170 hollow body (høres i nummeret “Believe me”)
Hans nyeste udspil hedder for øvrigt “Unfinished business” udgivet i sep. 2012, og er også en fed ‘håndspillet’ plade!

DukeGeorge Duke “Duke” 2005
39 musikere medvirker på denne skive: Airto, Cristian McBride (b), Ray Fuller (g),  Alex Al (b), Jim Giltrap (V) m.fl. Klassisk funky George Duke album. Fløde for øregangene, hør bare Stevie Wonders “Superwoman“, i et arrangement der bare swinger nonchalant blæret og sunget fedt af Eric Benet. Der er også fede smoothjazz numre f.eks. “No one” med lækker vokal af Rachell Ferrell. Og selvfølgelig er der også de sædvanlige latin-numre, der krydres med den altid spændstige Duke’s minimoog lyd, der især giver mindelser om “A brazilian loveaffair”. Man bør også fremhæve fusionsjazz nummeret “hybrids”, med Miles Davis inspiration. “”Duke” bliver i mine ører aldrig kedelig, selvom der godt kan mangle lidt kant, men sådan skal en ‘rigtig’ George Duke plade jo lyde!

Troels Skovgaard “No matter how far I go” 2006 Dbl
CD-1, musik i bedste Bamboo Brothers-stil, men også mere end det f. eks. Doobie Brothers nummeret “White Sun”, med vokal af Bob Bailey. Alex Acuna og Jimmy Haslip på henholdsvis perc. og bass, medvirker på CD-1, ikke at man lægger mærke til det, men alligevel … Men man lægger mærke til Billie Holiday nummeret “God bless the child”, hvor Skovgaard lyder hen i retning af Robben FordCD-2 er instrumental og viser hvilken fænomenal guitarist Troels Skovgaard er! Man kommer uvægerligt til at tænke på Buki Yamaz, Moonjam, Derek Trucks, Mikkel Nordsø m.fl. Nummeret “Stormy Nights”, skrevet af Stig Christensen, i hård fusionsrock-stil sidder lige i skabet. Men også hans melodiøse soli i balladerne “Procida”og “Brighter days”, er helt uovertrufne. Hans bluesfeeling i “Antonio’s blues” sparker røv så man sidder og skammer sig – meget Larry Carlton-agtigt! For mig har denne cd været en fornøjelse at ‘(gen)opdage’, og det irriterer mig faktisk lidt, at den gemte sig i seks år. Skovgaard spiller på den ret sjældne Gibson ES 346, ligesom Søren Reiff. Prøv at lyt: Den guitar lyder bare fantastisk og selv om jeg sammenligner Troels Skovgaard med andre guitarister, er han stadig meget original og en helt fantastisk guitarist.
Indrømmet: Omslaget er lidt kikset, man tror sgu’ at det Hara Krishna der sidder og ‘filer’.

Lars Danielsson “Libera Me” 2004 ACT
Den svenske Danielsson, vel at mærke – Selvom den danske navnebror også er en suveræn bassist. Stilen er en blanding mellem jazz og klassisk og Danielsson bruger meget cello på denne skive. Musikken er så blød og lækker, at den nærmest bliver mediativ. Hans kone Cæcilie Norby lægger stemme til på en enkel skæring og gør det som altid perfekt. Der medvirker foruden Norby en række andre sublime musikere, men det er og bliver Lars Danielssons musiske udtryk som står fuldstændigt klippefast i øregangene. Hvis det nu var at jeg gav stjerner, ville den få seks ud af seks mulige …

 

Prince “Rainbow Children” 2001, NPG REC
Fedt, fedt album fra Prince som er aldeles overset. Albummet er meget varieret fra det poppede “Everywhere” til det jazzede “Mellow”. Der er en lige linie fra hans album “The Vault” (1999) til “Rainbow Children”. Musikalsk set er begge albums en fornøjelse at lytte til! Så Prince på Femøren sommeren 2011 – Fantastisk musiker og sanger!

 

Glenn Hughes - Play me outGlenn Hughes “Play me out” 1977, Cleopatra REC
Glenn Hughes’ første soloalbum efter tiden med Deep Purple. Et rigtig fedt soulalbum! Han synger røvfedt og musikken svinger på den helt rigtige måde – Stilen er langt fra Deep Purple, men man kan godt fornemme, at Glenn Hughes havde stor indflydelse på Purple’s musik i de år han var med. Efter denne skive faldt Hughes tilbage på heavy-rocken og har medvirket på et hav af skiver i det regi!

 

Roger Waters - AmusedRoger Waters “Amused to death” 1992, Colombia REC
Jeg synes, at dette album fra Roger Waters fortjener et genhør … Det er ganske enkelt suverænt og burde ha’ haft større bevågenhed end det fik på udgivelsesdatoen! “The Flickering Flame” fra 2002, er også anbefalelsesværdigt! Så ham i parken, i foråret 2011, opføre “The Wall” – Fantastisk koncert.

 

George Duke - BrazilianGeorge Duke “A brazilian loveaffair” 1979, SONY REC
Et, efter min mening, alt for overset album. Det er gennemført lækkert! – Musikalske lækkerier hele vejen igennem. Det er den velkendte George Duke stil med et større twist af latin-jazz. “Reach for it” fra 1977 er også kanon. Som altid vrimler denne skive også med fantastiske musikere.

 

Dee Dee Bridgewater - Just FamilyDee Dee Bridgewater “Just Family” 1977, WSM REC
D.D.B. har altid hørt til de meget oversete kunstnere, trods hendes helt suveræne stemme. Med årene er den blevet dybere og nu om dage er det mest ren jazz hun gør sig i – På denne skive er stilen R&B og soul. Hun giver tit koncerter i DK og har bl.a. indsunget “As” (Stevie Wonder) i duet med flødebollen Stig Rossen!

 

Scott Henderson - Tore Down HouseScott Henderson “Tore down houses” 2003
Scott Henderson er en fantastisk guitarist, som er for overset … punktum! Han er også med i bandet TRIBAL TECH, som også er kanon fedt, men så skal man være til meget eksperimenterende fusionsmusik. På solopladerne spiller Henderson blues-rock så det driver …

 

Van Morrison - Back on the topVan Morrison “Back on the top” 1999 Virgin
Dette album fortjener et genhør. Det er et rigtigt dejligt, velproduceret og velkomponeret album. Da det udkom var anmeldelserne fine nok, men efter min mening blev det hurtigt lidt overset – det sammen med “Days like this” (95) “Keep it Simple” (08) er et af Van the Man’s bedste, i nyere tid!

 

Little Feat - Time Loves A HeroLittle Feat “Time loves a hero” 1977 FLASHBACK REC
Little Feat har helt klart lavet andre fede skiver, men “Time loves a Hero”, har det ekstra som gør den til deres højdepunkt – Lowell George (voc/g) er i topform på dette tidspunkt og det er sørgeligt at han måtte forlade denne verden i 1979. A pro pos Lowell George, hør hans soloskive “Thank’s I’ll eat it here” – Fed plade.

 

Entrance “Entrance” 1975
Første album og en milepæl i dansk fusionsmusik. Palle Mikkelborg (trmp), Kasper Winding (dr.), Jesper Nehammer (sax), Bo Stief (b) og Kenneth Knudsen (keyb) – Fortjener merer opmærksomhed end de fik! – SEKS STJERNER

 

Pat Travers - Putting it straightPat Travers “Putting it straight” 1977 Majestic Rec.
Bare en fed gammel overset skive, igen fra 77’ … Strange! Det er nok den plade jeg har i min samling, hvorpå der er flest guitarriffs. Og det er sgu’ fede spændende riffs, allesammen. Synes ikke at Pat Travers ellers har lavet noget til ‘historiebøgerne’!

 

Ulf Wakenius - Forever YouUlf Wakenius “Forever you” 2007
Ulf Wakenius (Sverige) er sgu’ for overset en guitarist. Han er i verdensklasse og prøv at se hans samspil med Pat Metheny på Youtube – Fuck hvor de spiller fedt. Ulf Wakenius indspillede og ‘tourede’ også en del med N.H.Ø.P., som desværre ikke er mere – se anmeldelse af bog! Wakenius var også med til at stifte Hawk On Flight, som var et af Sverige mest velansete fusionsband, tilbage i halvfjerdserne og i begyndelsen af firserne.

 

Bill Champlin - He startedBill Champlin “He started to sing” 1995 Turnip
Superfed funky solo-skive med B.C., keyboardspiller og sanger i Chicago. Jeg takker Hugo Staunstrup for at ha’ præsenteret den for mig, many years ago … Især nr. “Love is gonna find you”, er for fedt. Hans mangeårige samarbejde med fantom-guitaristen Jay Graydon, giver også hans skiver lidt ekstra kant.

 

Bamboo BrothersBamboo Brothers “Bamboo Brothers” 1994 KICK MUSIC
Bamboo Brothers er ligesom Ridin’ Thumb (herunder), uforståeligt overset. De spiller skidefedt, især er Troels Skovgaard på guitar er fænomenal. Og Michael Roupé synger superfedt. Bamboo Brothers har udgivet en ny og tredie skive ‘Moments’ i 2009, som er ‘pænere’ end de to gamle fra 90‘erne, men se også anmeldelse af en af Skovgaards soloskiver, længere ned på siden …

 

Ridin' ThumbRidin’ Thumb “21st century funk” 1999, SUNDANCE REC
Vel et af Danmarks mest oversete bands. Ridin’ Thumb med 12 mand om bord spiller og swinger så fedt. Jonas Winge Leisner synger pisse funky godt og Uhrenholdt på bass, har kigget godt efter Franci Rocco Prestia fra ‘Towerdrengene’! Jeg fatter ikke at det band aldrig har fået den store kredit de fortjener? “21st..” er deres anden cd ud af tre!

 

Dave Weckl - MultiplicityDave Weckl “Multiplicity” 2005
“Multiplicity” er en af trommeslageren Dave Weckl’s bedste skiver. Og den er virkelig fed, hvis man er til avanceret fusions-jazz-rock? Skiven er meget Spyro Gyra-agtig og bør ikke høres som Mp3, men det gør I vel heller ikke, vel? For trommeslagere er denne skive et MUST, og rent teknisk kommer man vel næppe højere?

 

nyt-logo-gold