Landhandel

Michael-Franks---Time-togetherMichael Franks “Time together” 2011
Fed plade. Meget bossa, og fantastisk guitarspil af David Spinozza, som understøtter M. Franks laid-back-stemme til fulde … man bliver helt tryllebundet! Og så hører man pludselig også en velkendt gammel båndløs bass … Mark Egan, nemlig. Og minsanten ikke om også Mike Maineri på vibrafon, også er med.  Ja, der er faktisk mange flere prominente musikere med, og der er kun positivt at sige om denne skive, men hør den selv venner – det er ren fløjl for øregangene.

 

Esperanza Spalding “Radio Music Society” 2012

Esperanza-splading-1

Esperanza Spalding (Fender ‘Jaco Pastorius’ jazzbass fretless, Godin A5 Semiacoustic, Upright 7/8 double bass), Terri Lyne Carrington (dr), Leo Genovese (p), Lionel Louke(g), Raymon Angry (org), Joe Lovano (ts), Billy Hart (dr), Jack DeJohnette (dr) Ricardo Vogt (g) , Lalah Hataway (voc) o.m.fl.

Esperanza Spalding er først og fremmest kendt for hendes bass-spil, men hun synger faktisk også lækkert og hendes stemme minder mig om Patrice Rushen i hendes funky 70’er tid! “Radio Music Society” er hendes fjerde skive og alt synes at lykkes for hende på denne udgivelse hvilket også belønnes – se sidst i artiklen! Hun spiller både el-bass og upright bass, hvilket er tydeligt, da bassen selvfølgelig står klart og flot i lydbilledet, især hendes måde at håndtere Fenderen på er virtuøst – dog ikke ikke på Jaco-niveau, men langt mindre kan jo også nemt gøre det, ikke?Esperanza-3

Pat Metheny sagde i 2008, at det var indlysende “at hun havde en masse at sige og er også, i modsætning til mange andre musikere han havde hørt, i besiddelse af en helt unik kvalitet der rækker ud over hendes også helt fantastiske musikalske færdigheder. Hun har den sjældne ‘X-faktor’ der skal til for, at kunne overføre en vis personlig form for vision og energi, der er alle hendes egen”. Disse ord fra en af verdens største musikere fortæller mig, at Esperanza Spalding er noget ganske særligt.

Helt tilbage fra 08’ hvor hun gik på Berklee College of Music, har hun spillet med så prominente navne som Patti Austin, Joe Lovano, Terri Lyne Carrington, Tineke Postma, Patti LaBelle, Alicia Keys, Janelle Monáe o.m.a.

Esperanza-4Hendes karriere er foreløbig kulmineret med kåringen af “Radio Music Society” som BEST JAZZ VOCAL ALBUM (2013) og BEST INSTRUMENTAL ARRANGEMENT ACCOMPANYING VOCALLIST for nummeret “City of Roses”, ligeledes fra Radio Music Society.

Alle bør høre denne fantastiske cd :-)

Noget af ovenst. info er hentet fra Wikipedia og fotos er fra E.S. eget site.

 

Kurt Elling “the Gate og  “1619 Broadway – The Brill Building Project”

Kurt-elling-the-gateJeg havde tidligere kun stødt på Kurt perifert, via andre kunstnere, da jeg fandt “The Gate” til en tier i Fona, Holbæk. Og musikken var så fed og blæret – rigtig feinsmeckerjazz – at jeg måtte reseache kraftigt på nettet, og har nu yderligere investeret i “1619 Broadway – The Brill Building Project”

Begge skiver åbner et ganske særligt “Kurt Elling univers”: hans fløjlsbløde crooner-stemme med fraseringer som ingen anden – efter bedste Frank Sinatra- og Tony Bennett inspiration, og i nogle balladepassager lyder han lidt som Michaeld McDonald  – tilsat et outstandigt velspillende band. Musikken er varm og til tider skævt jazzende, smukt, legende og fusionsagtig.

Kurt-EllingKurt Elling (født i 1967 / billed til højre) er fra Chicago Illinois og udgav sin første soloplade “Close your eyes” i 1995, på Blue Note hvor han udgav yderligere 5 skiver. I 2007 skiftede han til Concord Rec. og har indtil nu udgivet 4 skiver på dette label.

Hele hans karriere er bygget op på et samarbejde med pianisten og produceren Laurence Hobgood, som er hamrende dygtig. Dette samarbejde har udmøndtet sig i adskillige priser og udmærkelser i div. jazzforums, og det kan jeg sgu’ godt forstå :-)

Kendrick+McLean“The Gate” fra 2011, medvirker foruden Hobgood, bl.a. Bob Mintzer (ts), John Patitucci (b) og den super velspillende guitarist John McLean (billed 2 til venstre) og ikke mindst den 33 årige trommeslager Kendrich Scott (billed 1 til venstre), som allerede har slået sit navn fast i de højere jazzlag. Jeg vil fremhæve Kurt’s fortolkning af Bill Champlin nummeret: “After the love has gone” … Det er så smukt, at man/jeg har gåsehud i samfulde 5 min. og 51 sek. nummeret varer! Nå ja, Herbie Hancock-nummeret “Come running to me”, er også kanonfedt og nå ja, så er der jo også, and so on …

Kurt_Elling_1619_Broadway“1619 Broadway – The Brill Building Project” fra 2012 er hele vejen igennem, undskyld sproget: røvfedt. Kurt Elling blev da også nomineret til “Grammy Award for Best Jazz Vocal Album”, men tabte dog med et mulehår til Esperanza Spalding. Men hvor er denne skive da bare lækker at lytte til. Der er også mange fede solistpræstationer, og jeg er selv fuldstændigt betaget af John McLean’s guitarspil i “On Broadway”. Efter min mening er “1619 …” den bedste jazzudgivelse i 2012 og jeg finder ingen svage punkter på denne skive, men jeg medgiver dog, at man nok lige skal ind i “Kurt Elling universet” først, altså lære ham og hans fraseringer at kende, før man får det fulde udbytte af hans skiver – Men når først paraderne er nede og man inde i universet, er der så meget guld at grave i.

 

JimmyHaslipArcJimmy Haslip “ARC” 1993
Som alle ved spiller Jimmy Haslip normalt i jazzfusionsgruppen Yellowjackets. I skrivende stund vides dog ikke om han har genoptaget netop det hverv, efter en længere pause?
Bassisten Jimmy Haslip er født 1951 i New York og begyndte at spille bass som 13 årig. Han er venstrehåndet, og da han startede op vendte han en alm. højrehåndsbass på hovedet, og kunne ikke slippe denne måde at spille på. I 1978 mødte han guitaristen Robben Ford og var med til at indspille Ford’s første (og legendariske) “The inside Story“, som også ledte til dannelsen af Yellowjackets. Jimmy Haslip er også manden bag de fede basshooks på Gino Vannellis “Brother to Brother”!
Nå, men det var Haslips soloskive ARC fra 93′ jeg skulle fortælle om. Du kan desværre ikke smuglytte på hverken Wimp eller Spotify. Musikken er en overlækker sag i perfekt lyd og hans medlemskab af “Guljakkerne” høres naturligvis også tydeligt, omend dette udspil er mere eksperimenterede. Naturligvis er bassen det mest styrende instrument, men især også keyboardet har en stor rolle i lydbilledet. Haslip spiller jo 6-strenget og det gør jo også, at han kan lave harmonier på bassen, samt til tider få den til at lyde som akustisk guitar. Der er rigtig meget Weather Report og Jaco Pastorius i denne plade.
– For de grej-interesserede, kan jeg oplyse at Jimmy Haslip spiller på en specialbygget bass, fra Roscoe Guitars (LG3006).

Nils-LandgrenNils Landgren & the Funk Unit “Live in Montreux” 1998 ACT Nils Landgren (trmb/voc) Per R. Johansson (sax) Jan Robertsson (dr) Magnum Coltrane Price (b) Esbjörn Svensson (keyb) Henrik Janson (g)
Dette er en fed funky skive optaget live i det legendariske Montreux i Sweitz. Det funker bare derudaf og spilleglæden er sgu’ kommet ned i ‘rillerne’. Lad “Ain’t nobody” sætte dit humør …

 

Jansson-balladsLars Jansson “Ballads” 2001 Imogena
Lars Jansson (piano, synth) Lars Danielsson (b) Anders Kjellberg (dr) … Paul McCandless (Eng. horn) Brynjar Hoff (oboe) Palo Fresu (trmpt) Johan Borgström (sax/fl) Christian Spering (b) Morten Lund (dr)
Dette er en af de smukkeste plader jeg har hørt med svenske Lars Lansson. Den står mest  i trioens tegn, men som man kan se på besætningen, er der flere krydderier på toppen, især oboen spillet af B. Hoff giver en næsten meditativ virkning i nummeret “Freedom and destiny”.  Igen er der fantastisk flot basspil af Lars Danielsson. Lars Jansson er virkelig, som jeg har nævnt før, en af de bedste jazz-komponister vi har i norden … Hør bare “The inner room”, fløjl for øregangene.

 

LarsJansson-koanLars Jansson “Koan” 2012 Prophone
Lars Jansson (piano) Thomas Fonnesbæk (b) Paul Svanberg (dr)
Pladen er dedikeret- og til ære for det japanske folk og de der mistede livet i tsunamien i 2011. Det er en ren jazztrio plade (bortset fra “Hippocampus” som kun spilles af træblæsere) og er derfor mere jazzet end ovenstående. Men det umiskendelige smukke Jansson’ske udtryk fornægter sig ikke, og nummeret “A garden heart” understreger hans fantastiske musikalske udtryk. Jeg vil dog anbefale Ballads fremfor Koan hvis jeg skulle vælge?

 

Jeff-GolubJeff Golub (& Brian Auger)
“Hapiness is just around the bend” 2013
*Blues/Smooth Jazz
Bare et album man bliver i godt humør af at lytte til, især i de numre hvor Brian Auger lægger vokal på. Titel-nummeret kender de fleste vist – Brian Auger har nemlig kogt suppe på det flere gange, men versionen på dennne skive er fed!

 

Gregory-PorterGregory Porter “Liquid Spirit” 2013
*Vokaljazz
Nyeste udspil fra Gregory Porter. Der er ikke så meget at sige, andet end at han fortsætter den gode stil fra “Be Good”. Jeg har sgu’ en svaghed for hans lækre bløde og mørke fløjlsstemme. Og ligesom på forrige skive, er det naturligvis de bedste af de bedste musikere der akkompagnerer.

 

MaleneMortMalene Mortensen “Agony & Ecstacy” 2009
*Fusionsjazz
Superfed fusionsjazz-skive. Ind- rømmet; jeg hører den mest p.g.a. Carl Mörner Ringström’s ekvibrilistiske guitarspil (PRS) – Det er i særklasse … Men også de andre musikere bidrager positivt, navnlig Magnus Hjort på piano. Og det gør Malene Mortensen (datter af nu afdøde trompetist Jens Winther) også. Hun synger med en lys og spinkel stemme, der passer forunderligt fint ind i den, til tider, rå fusionsjazz – kontrasten virker og det samlede udtryk er meget originalt.

 

Jeff-RichmanJeff Richman “Like that” 2010
*Fusions/smoothjazz
Faktisk en rigtig frisk skive med høj musikalsk standard. Så Jeff Richman i Pakhuset i Nykøbing Sj. for et par år siden og synes dengang, at han var lidt kedelig i sit spil. Russell Ferrante og Jimmy Haslip (Yellowjackets) var også med, og de overskyggede den lille ‘Jefferman’. Men han overrasker i den grad på “Like that”, og hans gamle Strat lyder kanon. Han spiller mere råt og blueset end han gjorde i Pakhuset, hvilket klæder musikken godt – Det er ligesom om, at han har fået flere facetter at spille på!

Electric-guitarsElectric Guitars · Mika Vandborg og Søren Andersen
*Hardrock
Et must for hardrock-fans. D’herrer Vandborg og Andersen kan deres rockkram, men har jo også øvet sig i mange år. Søren Andersen er nok mest kendt for sin rolle som guitarist hos Glen Hughes (tidl. Deep Purple bassist og sanger), og Mika Vandborg har jo spillet med vildt mange forskellige kunstnere i DK, især er hans virke som guitarist i Gnags vel kendt af de fleste. Men Mika’s egen stil er jo mere ‘hardrocket’, kan man forvisse sig om hvis man hører denne sidste udgivelse fra ham og Søren Andersen. Mest interessante nummer er “Hero of mine” som er bygget op som en lang guitarsolo, med bidrag fra de bedste af de bedste danske guitarister gennem tiden, og som har inspireret de to gutter. NB: Det er Mika der pryder web-Header.

Til-toppen-nyTil-forsiden