Min musikhistorie

Joseph-vignet

Hvis du ser på flowchartet over musicman, vil du opdage at denne side er den sidste i hierakiet. Det er den af den simple grund, at det er den mest personlige side og måske ikke vil interesserer den store offentlighed – Den handler om min egen- og til dels min omgangskreds musikalske opvækst … Bær over med mig hvis det bliver for selvhøjtideligt.

Min hjerne er dog lidt støvet m.h.t. årstal, og derfor opfordres du til at skrive til mig hvis du falder over noget, der er faktuelt forkert! Det er naturligvis min oplevelse der beskrives, og jer der forekommer med navns nævnelse o.a., kan selvfølgelig ha’ oplevet det anderledes.

Siden er kun lige påbegyndt og jeg agter at fylde på den jævnligt, som nu tiden og inspirationen tillader det.

1973  –  DEN MUSIKALSKE REJSE STARTER

Kim-13Billed til venstre, 13 år gammel og fuld af spildlopper!

Historien tager dog sin spæde begyndelse allerede i 1972, hvor jeg sammen med en af mine bedste venner Allan Staunstrup, besluttede os for, at vi ville spille noget rockmusik. Vi var nemlig vildt optaget af musik og havde begge opbygget en heftig samling af musik på cassettebånd, men interessen var dog større end kun til at lytte, så nu var tiden inde til at få fat i nogle ‘elektriske hegn’ at flå i!

Min far havde en møbelfabrik med dertil hørende snedkerværksted, så hvorfor ikke bare starte med at lave dem selv? – Vi havde alligevel heller ikke kapital at skyde i projektet, men vores gå-på-mod fejlede intet!

Spånplader og stiksave blev fundet frem. Allan fremstillede en el-bass i bedste Fender P-bass-stil, mens jeg frembragte en guitar som skulle forestille noget Les Paul. Men da vi ikke anede en skid om detaljer, mål og præcision, blev disse spånplader ikke ligefrem forvandlet til brugbare hi-end musikinstrumenter!

Kim-og-AllanMen vi havde det sgu’ sjovt, og så stod vi da ikke og hang på gadehjørnerne så længe. Vi var jo helt nede og opfinde “den dybe” igen, og f. eks. var båndene lavet af afklippede søm der blev placeret totalt tilfældigt på brædtet (og her kan man vist sige ‘brædtet’ i bogstaveligste forstand)! – Jeg tror sgu’ at vi var nødt til at spille med handsker på! Pickupperne var de mikrofoner der fulgte med til vores DUX cassettebåndoptagere (som også måtte holde for som forstærkere) … Og for at man ikke skulle være i tvivl om, at instrumenterne var lavet på en møbelfabrik, var kanterne polstret med læder – sådan! – tak til min velmenende far, som polstrede alt hvad han kom i nærheden af dengang – selv vores cykelsadler var i læder og med lange fine frynser!

Utroligt, at vores interesse for det musiske ikke blev lagt ruiner, da det jo var praktisk talt umuligt at frembringe én eneste rimelig tone på disse torturinstrumenter. Men vi var standhaftige og i 1973 havde vi fået råd til at købe rigtige instrumenter. Jeg ved ikke hvorfor, men vi havde byttet instrument og Allan købte en Angelica, Les Paul guitar i sunburst til ca. 600,- og jeg købte en Höfner bass i rød plast med præget slange-skindsmønster, for 200,- (se ovenst. billed). Jeg købte den af Pjede (Peter Christensen) – bassist i byens førende beatorkester Blizzard, som vi så meget op til. Jeg forstod ret hurtigt hvorfor Pjede skulle have ny bass, men der gik dog alligevel et par år før Höfner’en gik videre til en anden Kalundborg-bassist: nemlig ‘Fjeder’ (Jens Peter Stavnstrup), som spillede i et band der hed Cold Pizza. Jeg hang forøvrigt meget ud med Fjeder, da vi boede i samme villakvarter i Årby – Det var lang tid før vi begyndte at spille musik. Vi skamhørte Beatles, Slade og Sweet til eftermiddagstheen :-)

 

Pjede

Allan og jeg havde også taget os sammen til at spørge Claus Madsen, som vi kendte fra fodbold, om han ville spille trommer i vores orkester, da vi var raget uklar med vores første ‘drummer’ Per Benny? Det ville Claus gerne – han spillede nemlig kun lidt en gang imellem med Kim Jensen (guitar), som senere dannede Den Sure Negl, hvor Per Benny sjovt nok kom med. Claus var en fantastisk trommeslager allerede dengang, og at vi svingede personligt godt sammen, gjorde at vi lynhurtigt steg flere niveauer rent musikalsk.

Men nu kunne Status Quo bare komme an!

(Claus døde af en hjerneblødning i en meget tidlig alder – Han blev kun 45 år gammel)

1975 – DEN FØRSTE KONCERT
Jeg kan ikke huske om det var før årsskiftet? eller efter, at jeg købt en splinterny Santana (Gibson SG) bass. Allan havde også købt en Santana (Gibson SG) guitar, et godt stykke tid før … Det var han nødt til efter, at jeg en kåd aften væltede på en stol direkte ned i den fine Angelica-guitar, som fik en lang flænge på bagsiden af halsen – Heldigvis havde vi en flink forsikringsmand (Hafnia Aage, som var far til Cold Pizza trommeslager Michael Fast), som straks skrev checken :-)

Foråret 1975, Putte (Flemming Jensen hed han rigtig – han døde desværre også i en meget tidlig alder), en super god ven, fyldte 18 år og skulle holde kæmpefest – Tror der var 80 – 100 mennesker inviteret – Det foregik i hans forældres lade, i Melby tæt ved Kalundborg. Putte var prof. fotograf og har taget rigtig mange billeder for os.

Vi var kun en trio og spillede kun Status Quo-numre. Allan havde fundet ud af at man kunne nedstemme den tykke E-streng, hvilket gjorde det meget nemmere at fyre powerakkorder af, og den opskrift blev selvfølgelig brugt til at opbygge et sæt på 8 – 10 numre, fra især Piledriver og Hello.

Det blev på mange måder en stor stor aften i vores musikkarriere. Der blev taget helt vildt godt imod os, og klapsalver, hujen og jubelråb væltede ind over den vakkelvorne og intermistiske scene, som i bogstaveligste forstand gyngede i takt til musikken – Vi firetaktede alle og det kørte bare som smurt … Indtil der lød et ‘skrauuuuuggg’ i højtalerne!!! … Fuck, Allan havde knækket en streng på SG’en, simpelthen fordi han i sin kådhed havde givet den ekstra gas – forståeligt nok, men vi kunne ikke spille videre, da han ikke havde ekstra strenge med (de kostede en hel ugeløn dengang!) – Vi spillede nok ikke godt, men det ville sgu’ alligevel lyde for mærkeligt, at der manglede en streng.

Så øv, det blev en brat afslutning på en fed aften. Jeg mener at vi nåede at spille 5 – 6 numre, men ‘ilden’ var så sandelig blevet tændt i de små teenage-drenge. Husker forresten nu, at jeg stadig havde min plastikovertrukne Höfner-bass, med gribebrædt som flisbue … endnu.

EN GUITAR MERE

klammepistolerne copyEfter denne fantastiske koncert, blev vi enige om, at vi skulle finde en guitarist mere, det havde de jo i Status Quo og så kunne det ikke være anderledes! Og vores første ‘fjerdemand’ blev Klaus “Fangarm” Nielsen, som jeg gik i klasse med – Vi gik i 2. real på Rynkevangsskolen. Som man ser, øvede vi på min fars møbelfabrik, midt imellem arbejdsborde og klammepistoler, og det tog naturligvis en helvedes tid både at komme igang og få ryttet op igen, men det var jo super large af min far at lægge lokale til, og guderne skal vide, at det ikke var hver gang vi havde været lige gode til at gøre klar til polstrene igen!

Klaus var med et halvt års tid, og nåede vist at være med til at spille på bl.a. Havnsø Kro – Sjov oplevelse, vi spillede for de lokale fiskere- og drukkenbolte, der så ud som om de tænkte “Hva’ helvede sker der”?. Vi havde heldigvis vores forældre med, så vi slap da for at få høvl. Nå, men Klaus syntes ikke selv han var skrap nok på guitaren, så han forlod bandet.

FINN H – SLUTNINGEN AF 76′

Finn-HHurtigt efter fik vi fat i en ny rytmeguitarist, nemlig Finn Hemmingsen fra Jyderup. Han havde lige købt en ægte Fender Stratocaster … spritny var den og den skinnede som kattepis. Men der var lige det problem, at Finn ikke kunne spille guitar, i hvert fald ikke godt nok!

Som man kan se på billedet til venstre, havde jeg nu endelig fået min Santana Gibson SG Bass kopi – Flot instrument ikke?

Efter at Finn forlod bandet, var vi tilbage ved scratch og manglede igen en guitarist. Heldet tilsmilede os dog endnu engang, da ‘stjerne-orkestret’ Blizzard gik i opløsning, og Henrik Mathiesen der spillede guitar og sang i netop det band, gerne ville være med hos os – det syntes vi faktisk var ærefuldt og vi slog straks til.

MATHIESEN – I BEGYNDELSEN AF 77′

Det må ha’ været i begyndelsen af 1977. Henrik Mathiesen overtog rollen som leadsanger- og leadguitarist, og Allan var nu ‘bare’ rytmeguitarist og korsanger. Henrik var dengang dygtigere og havde også spillet i længere tid end os; Allan, Madsen og jeg. Yderligere var han også to år ældre, så det var helt naturligt at han overtog tangentstokken.

Mathiesen

Det gik fint i starten og vi havde gode musikalske- men også nogle gode sociale oplevelser, da det var Henrik der introducerede os for den altid hyggelige gæstfrie Bjørn Møller og Freddy fra Jyderup. Det var forresten også dem der arrangerede den senere omtalte koncert i Bjergsted Forsamlingshus.

Vi havde det også skægt, når vi optog musik på øveaftenerne. Henrik satte altid rumklang på bagefter, vha.  hans store lokum af en spolebåndoptager … og jeg siger jer, masser af rumklang, så det lød som om vi spillede i KB-Hallen! Det havde vi aldrig prøvet før og vi var dybt imponeret.

Men vores og Henriks kemi passede ikke rigtig sammen, og efter et halvt års tid måtte vores veje skilles. Det skete efter en temmelig dramatisk aften hvor Henrik og Claus var meget tæt på, at komme i fysisk håndgemæng, meget Rock’n Roll-agtigt! Det var selvfølgelig ikke den bedste måde at skilles på, og vi havde nok alle en del af skylden! Allan, Madsen og jeg var meget sammentømret dengang og har sikkert også, til tider, været pisse irriterende, da vi havde udviklet en meget intern (syg) humor!

JAN FICH – SOMMEREN 77′

Så blev det Jan Fichs tur til at tæske guitar i “The Group“, som vi kaldte os nu. Allan var tilbage i rollen som forsanger og leadguitarist, og Jan spillede rytmeguitar og sang såmænd også i et par numre, bl.a. “Proud Mary“. Jeg mener vi spillede med Jan Fich et års tid og havde mange sjove oplevelser sammen – Han var/er en herlig fyr.

Group

Jeg husker bl.a. at vi spillede til en skolefest på Årby Skole, i efteråret 1977 tror jeg? Det foregik i den store aula og vi følte os som verdensstjerner; tæt pakket publikum oppe foran scenen, kulørte lamper og knapperne på forstærkerne drejet i bund. Vi kunne alle fire gå på vandet og selv jeg ‘sang’ et enkelt nummer (nogle burde ha’ stoppet mig?) – Alt kørte som smurt og dengang var det vores absolutte højdepunkt … tilmed fik vi en lille klatskilling for det. Vi havde som beskevet ovenfor en god tid med Jan Fich, men af en eller anden grund tabte Jan interessen, eller også krævede vi tre andre for meget af ham – Jeg husker det ikke rigtigt, men Jan stoppede i efteråret 77′

JOSEPH – 1977

Noahs-ark-76Der var et andet Kalundborg-band der huserede på egnen og som vi var rigtig gode venner med, nemlig Noah’s Ark der bestod af Morten Kargaard (g./voc), Peter “Pjede” Christensen (b.), Søren “Noah” Nielsen (trom.), og Peter Storm (g.) – De spillede supergodt, måske et par niveauer over os. Men Peter Storm, som Allan gik i klasse med på Kalundborg Gymnasium, blev heldigvis træt af, at være andenguitarist i det band og ville gerne erstatte Jan Fich.

Og hvilken erstatning …

Storm overtog styringen med bandet og bestemte hvilke numre vi skulle spille, men vi blev enige, i plenum, om vores nye navn skulle være JOSEPH – Inspireret af en tegning af en meget meget gammel olding jeg på et tidspunkt havde lavet.

Indtil det tidspunkt, efteråret 1977, havde vi kun spillet rock og jeg skal da lige love for, at Allan, Madsen og jeg fik et musikalsk los i røven! Storms niveau som guitarist- og musiker, var lysår højere end vores, og jeg tror aldrig at jeg har lært så meget på så kort tid.

Storm-76Vi gik nu ind i et jazzrock univers og spillede bl.a. numre af Janne Schaffer og Jeff Beck og instrumental-numre som var komponeret af Storm – Vi spillede dog stadig også rock-numre af bl.a. Deep Purple, Van Halen, Pink Floyd, Wishbone Ash o.m.a. … men ikke mere Status Quo!

Indskudt skamros: Jeg har spillet med en del forskellige guitarister i min ungdom, men Peter Storm vil altid stå i min erindring som den bedste. Der var nok en enkel der var skrappere rent teknisk (f.eks. Morten Kargaard), men musikalsk set var Storm den bedste. Især hans guitarsoloer var fantastiske; melodiøse, originale og gennemtænkte. Men nu er det desværre ikke rosenrødt det hele! – Storm havde ikke den bedste mødediciplin dengang, og for helvede hvor har vi mange gange skullet vente på ham … Han sku’ altid lige ha’ nosset sig færdig med et eller andet – Sådan husker Storm det ikke og det er nok også mig der lige giver den en tand …

LIDT GREJHISTORIE

Storm havde fået fat i en fantastisk Fender Stratocaster anno 1962 – Den må være mange penge værd i dag? Den lød naturligvis skide godt, men desværre havde Storm ikke råd til en rørforstærker, som kunne yde Straten retfærdighed, og den transistorforstærker han havde ‘druknede’ lidt ind imellem.

Kim-KasugaNu vi havde skiftet genre, fik man jo også nye forbilleder. Og bassisterne i den verden spillede for det meste på Fender-basser, og så var det jo det man skulle, tænkte jeg. Først byttede jeg min Santana-SG-bass til en Kasuga Jazz-bass (Fender kopi). Det viste sig desværre at være en forfærdelig kvalitet Kasuga-bassen var bygget i. Jeg kan huske, at båndene ikke var slebet tilstrækkeligt langs kanterne, og de rev nærmest hænderne til blods – Ærgerligt fordi bassen ellers var flot, med sit ahorngribebrædt, sådan lidt Marcus Miller agtigt!

Fuck, nu var gode dyr rådne!  Heldigvis dukkede der en brugt Fender Precision bass (se billed herunder) op hos den lokale musikbutik JAN JENSENS MUSIK-HANDEL. (Jan Jensen som døde i 2016 var virkelig en fin fyr at handle med – man blev ikke snydt) P-Bassen var i sunburst og monteret med sorte slebne strenge og så meget cool ud, syntes jeg, så den byttede jeg Kasugaen til! Den var nu ikke spillemæssigt så cool som den så ud til, men jeg havde den da et godt stykke tid. Ja, og det med de slebne sorte strenge gjorde jo, set i bakspejlet, heller ikke noget godt for lyden – De skal sgu’ være ru!

Nå, men næste bass blev en Aria Pro. Det var en kopi af en Gibson Ripper bass – Den blev jeg så glad for, at jeg kort tid efter byttede den ud med den ægte vare; sort med lyst gribebrædt (se billed fra Sorø).

Joseph-kordilgade-avis
Det gik rigtig godt for os i Joseph og vi spillede en del ude i landskabet. Billedet ovenover er fra 1978, og er taget nede midt i Kordilgade hvor vi netop havde vundet et “Beat-mesterskab” – læg mærke til at vi har vinderbluserne på – knaldhamrende gule var de. Og så var de dekoreret med “Den femtårnede” på brystkassen! Jounalisten skrev bl.a.: “Gruppen er Kalundborgs pt. bedst spillende beatorkester, der tilmed er ved at blive udadvendt. Forstået på den måde at gruppen har fundet ud af, at der står et publikum foran, og at samme publikum ikke finder det spor ubehageligt, hvis musikerne tilkendegiver, at de holder af dette publikum og viser det interesse. Det er tegn på, at gruppen bevæger sig udover det typiske amatørstadium, hvor musikerne dybt koncentreret ‘spiller for sig selv’ – for ikke at lave for mange fejl. Men når først det tekniske og musiskforstående findament er i orden, så kan man godt vende røveren til forstærkerne og gøre front mod publikum – og det er netop hvad JOSEPH er ved at finde ud af.”
Joseph plakat 1977. Billederne er taget af Putte. Plakaten er layoutet af Jan Nielsen (Allans nabo på Hjejlevej) som var typograf på Kalundborg Folkeblad.
 
Billedet herunder er fra en koncert i Raklev Sognegård, også i 1978, hvor også Witch Brew (senere Noah’s Ark) og Fuld Havre spillede.Raklev-Sognegaard copyJoseph-i-Soroe copy
KAMUSAM
Sideløbende med at musikken og bands’ne udviklede sig i Kalundborg, opstod også interessen for at stifte en musikersammenslutning, da vi jo alle havde samme mål og interesser. Især var nedrivningen af DEN GRÅ SKOLE (Torvet), som havde været øvested for mange orkestre, en medvirkende årsag til at vi stiftede KAMUSAM.

Det var i april 1978, at KAMUSAM blev til. Claus Gyllun blev valgt som formand hvilket var helt naturligt, da det også var ham der havde været initiativtager til dannelsen af sammenslutningen. Herunder er der lidt avisudklip, som også fortæller lidt om hvad der foregik på daværende tidspunkt i Kalundborgs Musikhistorie.KAMUSAM-1

KAMUSAM-3KAMUSAM-2Joseph går i studiet.
I efteråret 1978, syntes vi i Joseph, at vi var nogle helvedes karle som spillede noget helt ekseptionel god musik – ja, verden kunne ligesom ikke komme videre uden at Joseph havde indspillet noget af deres egen musik i et rigtigt studie.

studie-trubudurexVi indspillede tre instrumentalnumre og et med vokal, alle skrevet af Peter Storm. Og det foregik i et lille studie i Svinninge, ved Holbæk. “Trubadurex” hed studiet og det var ejet af Hasse (billedet) og Søren Bundgaard (kendt fra melodigrandprix-gruppen Kirsten og Søren).

Allan-vokal
Allan på sin Santana SG i 1976 (tror jeg)

Genren var nu jazz-rock, og som før nævnt, var inspirationskilden sådan noget som Janne Schäffer, Jeff Beck, Camel, Wishbone Ash etc.

Som før nævnt, indspillede vi et enkelt af vores egne numre med vokal på. Storm havde som bekendt skrevet musikken og Allan skrev teksten. He he, skrevet og skrevet er vist så meget sagt … Allan fandt simpelthen bare på en vrøvletekst, fra gang til gang, har han senere fortalt mig! Jeg var sgu’ ellers overbevist om, at han havde skrevet den ned og at det var det samme han sang hver gang. Det var fandme godt faked. Og modigt!

Indspilningen gik rigtig fint og det kom til at lyde som vi synes det skulle. Når man genhører det i dag, er der naturligvis noget der godt kunne være mixet anderledes (særligt trommerne), men i det store hele var det sgu’ meget gået når man tænker på at det er næsten 35 år siden! Allan og Storm samt produceren Hasse stod for mixningen.

Joseph opløses
I 1979 blev Allan og Storm færdige på gymnasiet og de ville gerne noget andet, og Joseph blev derfor opløst. Allan vægtede en karriere som prof. fodboldspiller højere end musikken og Storm ville være pilot, men var pga. fravær på gym. nødt til tage HF på enkeltfag, for derefter at ta’ til USA og uddanne sig.

Kim-og-Claus-på-Rynkevang
Kim på sin sorte Gibson Grapper bass og Claus på sit Premier trommesæt – vi havde det vildt sjovt selvom vi kun var to.

Claus og jeg forsatte med at spille sammen (billedet herunder). Til at starte med var vi bare os to – bass og trommer.
Hvor underligt det end lyder, udviklede vi os helt vildt i det ca. halve år vi dyrkede denne duo-form. Senere kom Jan “Tordenskjold” med på guitar. Det var rene jamsessions hver eneste gang, så man fik virkelig testet sin kreativitet.

I perioden jammede vi også sammen med bl.a. Morten Kargaard, Chistian (keyb) og Storm, når de var hjemme i Kalundborg. Vi spillede endda et par jobs med jamsession’en. Jeg mindes at det var skide sjovt … især for os på scenen :-)

København 1981

Nelly, min kone, skulle starte på Frøbel Seminariet og jeg selv på Vanløse Fritidspædagog Seminarium. Vi flyttede derfor nærmere til København. Vi endte med at leje en stor lejlighed i Albertslund, sammen med Marianne Ryttov og Pjede (bassisten som er tidligere nævnt). Søren Noah (trommeslager) flyttede samtidig til Hvidovre og vi startede et band, som øvede i et eller andet industrikvarter i Hvidovre. Jeg husker at yderligere en gammel ven fra Kalundborg var med på saxofon, nemlig Stig Brink.